Ind i kroppen med mikrokamera

 Pressemeddelelse 9. september 2009

Ind i kroppen med et mikrokamera

Kroppens præstationer
verdensmestre, hvepsetaljer og viagra
Festival 11. - 18. september 2009

IND I KROPPEN MED MIKRO-KAMERA

I forbindelse med festivalen Kroppens præstationer inviterer Golden Days og Medicinsk Museion til en spektakulær søndag eftermiddag i tarmsystemet: For første gang i Danmark tager den britiske performancekunstner Phillip Warnell publikum med på rejse - 9 meter gennem sin egen krop.

Kroppen er på alle måder i spil i Phillip Warnells kunst - og nu er han for første gang i Danmark med sin forestilling Endo-Ecto. Kunstnerens egen krop er materialet, når Warnell tager publikum med på en filmet rejse ind gennem sit eget indre.

Under lægetilsyn sluger Warnell først et lille pilleformede kamera. Den endoskopiske rejse begynder i halsen og fortsætter ned gennem kunstnerkroppens fordøjelsessystem, hvor et eventyr af farver og bevægelser åbenbares.

Kapsel-endoskopet, som kamera-pillen kaldes i faglig terminologi, sender på sin tur gennem kroppen billeder til en storskærm i auditoriet. Undervejs vil kropshistoriker Adam Bencard, kunsthistoriker Pernille Leth-Espensen og idehistoriker Jan Eric Olsén kommentere rejsen i forhold til performancekunst, kropsforståelse og den historiske baggrund for nutidens endoskopiske undersøgelser.

Phillip Warnell er kendt for sine mange kontroversielle eksperimenter med sin egen krop i kunsten, og i øjeblikket er han i gang med at opfinde en vertikal, dvs. opretstående swimmingpool!

Presse og festivalinfo hos: Pressekoordinator Thomas Bailey, E: thomas@goldendays.dk, T: 3525 3362 / 26829258.                                                              

Medicinsk Museion: Formidlingsmedarbejder Bente Vinge Pedersen, E: bvpn@sund.ku.dk, T: 3532 3821 / 2875 3821

Fakta om Endo-Ecto
'Endo-Ecto', en body-performance af Phillip Warnell vises på Medicinsk Museion, Bredgade 62, København, søndag 13. september kl. 14.00. Forestilling varer cirka halvanden time og foregår overvejende på engelsk. Billetter koster 120 kr. og kan købes via www.politikenbillet.dk

'Endo-Ecto' er en del af udstillingen 'Del og hel. Brudstykker fra biomedicinens tid', som kan opleves på Medicinsk Museion frem til 13. december 2009

'Endo-Ecto' er arrangeret i samarbejde med Golden Days.