Oplev mellemkrigstiden

Pressemeddelelse september 2008Oplev mellemkrigstiden 

Oplev mellemkrigstidens København
Festival 5. - 21. september 2008

Golden Days - Københavns historiske festival præsenterer for ottende gang en skelsættende og kulturrig periode i Købehavns historie. Fra 5. september til 21. september sætter festivalen fokus på mellemkrigstiden, og med undertitlen funkis, frisind- og fascisme blændes op for over 150 arrangementer fordelt på mere end 60 kulturinstitutioner i byen. Årets festival fremhæver kulturelle tendenser, strømninger og begivenheder inden for musik, mode, design, arkitektur, kunst og politik i 1920'ernes og 30'ernes København. En periode præget af klassekamp, krise og arbejdsløshed, men som også en tid, hvor nyskabelser og idealismer kom i vælten på flere planer.

Med på noderne
I tiden mellem de to verdenskrige bliver København for alvor en moderne metropol. Byen vokser sammen med forstæderne, bilerne overhaler hestevognene og mellem cyklister, trafiklys og neonoplyste reklamer slingrer sporvognene, der fragter københavnerne til og fra et blomstrende forlystelsesliv. Jazz, swing og dans er ingredienserne i et stadigt voksende underholdningsliv, hvor nøgendanserinden, Josephine Baker, chokerer med topløs optræden på Scala Teatret.

Årets Golden Days festival tager afsæt i Københavns nye rolle som en by, der gradvist bliver en moderne hovedstad for moderne mennesker.

Festival for alle
Årets festivalprogram er mangfoldigt og alsidigt, idet det afspejler en periode, der stikker i mange retninger med både nybrud og depression. Med noget til alle aldre og for enhver smag, kan Golden Days-festivalen blandt andet præsentere kæmpe motorparade med mellemkrigstidens køretøjer på Frederiksberg Allé over internationale udstillinger, foredrag, omvisninger og nye udgivelser til en jazzfest i Stærekassens art deco interiør. Følgende tre arrangementer er blandt andet på programmet:

Det stærke menneske og den skønne krop: Leni Riefenstahls dokumentarfilm "Olympia - Fest der Schönheit" om OL i Berlin 1936 viser mellemkrigstidens og især nazismens fascination af det stærke menneske og den skønne krop. Golden Days viser eksklusivt kultpropagandafilmen i Øbro Svømmehal og kobler dermed mellemkrigstidens dyrkelse af kroppen til en af byens smukke funkisperler. Filmen vil blive kommenteret live af sportsdigteren og filmkunstneren Jørgen Leth.

Slip begæret fri: Surrealismen var en af de mest nyskabende bevægelser i det 20. århundredes kunst. Også i Danmark, hvor Wilhelm Freddie, Ejler Bille og Richard Mortensen supplerer deres internationale brødre som Dalí, Míro, Ernst og Magritte. Arken samler dem alle og flere til i en omfattende udstilling, der med titlen Begærets Triumf fokuserer på surrealismens erotiserende blik på hverdagen og naturen, som rystede datidens moralbegreber i deres grundvold.

Hyldest til Bispebjerg og Nordvest: Arkitekten PH opdrog befolkningen til at elske den rå funktionalisme, som i 20'erne og 30'erne blev skabt af datidens bedste arkitekter. Københavns Nordvestkvarter blomstrede i mellemkrigsårene og byder i dag på storslåede og oversete bygningsværker fra dengang, man byggede socialt boligbyggeri med god samvittighed.

Byens mest forbigåede kvarter bliver aktualiseret og udforsket både via cykelomvisning og foredrag, der hylder den perfekte bolig og nordvests kulturhistoriske oaser.

Få mange flere informationer om dette års festival og billetsalg på www.goldendays.dk og bliv klogere på mellemkrigstiden på www.mellemkrigstid.dk.

Pressebilleder: http://goldendays.dk/composite-1306.htm