Kroppen som værktøj: Lilibeth Cuenca Rasmussen

Fra festivalen "Kroppens Præstationer" i 2009


Hvordan arbejder du med kroppen i din kunst og undersøger du en bestemt kropsopfattelse?

Mine tekster er kernen fortællingen i mine performances, og kroppen er det værktøj, som jeg bruger til at kommunikere og konfrontere publikum med. Jeg er interesseret i synet på kvinden - både ud fra det maskuline og det feminine blik.

Har du ladet dig inspirere af andre kunstnere eller kulturelle personer i historien, som arbejder med temaet krop?

Ja, jeg har studeret videokunstnere som Vito Acconci, Bruce Nauman, feministisk kunst fra 1960'erne og 70'erne og Fluxus, som er min yndlingsperiode i nyere kunsthistorie. På en spejlvendt måde er jeg meget inspireret af Marina Abramovic, men hvor hendes performances er long durational (en af hendes performances varede i 12 dage, red), handler mit udtryk mere om at aflevere budskabet direkte på fx 4 minutter. Endelig er der jo de store kvindelige kunstnere som Josefine Baker, Marlene Dietrich og Liva Weel.

Hvorfor bruger du din egen krop i dine performances?

Jeg synes, at det betyder en del for performancens oprigtighed, og at det er med til at gøre det mere overbevisende, at kunstneren selv er den, der performer. Det er jo mine tekster og budskaber, og hvis jeg valgte at bruge en professionel sangerinde, sanger eller danser, ville det blive det musikalske eller koreografiske udtryk, som man ville vurdere kunsten på - ikke indholdet og fortællingen.