Røde kinder og sved på panden
14.09.09
Reportage fra "Prøv mig Sport" i Prismen på Amager
Der var gang i den lørdag i idræt- og kulturhuset Prismen
på Amager, hvor børn i alderen 6-12 år prøvede kræfterne af med alt
fra fægtning, fitness og floorball til klaring, akrobatik og
cheerleading.
I den store hal i stueetagen blev den ene fægtekamp sat i gang
efter den anden. Men først skulle børnene lære fægtekunstens regler
at kende. Forskellige lege gav dem øvelse i hurtighed og
præcisering. Så var de klar til kamp.
Ved siden af på floorballbanen kunne de boldglade svinge
hockeystaven og øve boldmanøvrering. Efter en træningsrunde
blev floorballkampen fløjtet i gang.
På første sal kunne man styrke sine muskler på de børnevenlige og
smarte fitnessmaskiner, springe og holde balancen som en akrobat
eller klatre højt til vejrs på klatremureren.
Hos cheerleaderne i stueetagen steg pulsen godt, og der blev trænet
stunts, cheer, chants og motions, så hestehalerne svingede og
kinderne blev røde.
Læs om andre arrangementer
for børn på festivalen.

Hvad sagde gæsterne til "Prøv mig Sport"?
Nanna
Cheerleader
Har der været mange i dag?
Rimelig mange.
Har I planlagt, hvad I skal med de besøgende i dag?
Nej ikke rigtigt, da vi kom med på et afbud i sidste
øjeblik. Vi har derfor improviseret lidt igennem dagen ud fra, hvad
vi kunne mærke deltagerne godt ville, og hvad de kunne. Vi har
lært dem stunt og spring.
Hvilken forening kommer du fra?
Divas Cheerleaders i Vanløse. Besøg endelig vores
hjemmeside på www.divascheer.dk!
Hvor lang tid har du dyrket cheerleading?
I tre år i Danmark og et år i USA. Jeg dyrkede det i et år
her i Danmark, før jeg tog på udveksling i USA. I USA er det jo er
en udbredt sport. Men det er det så småt også ved at blive her i
Danmark.

Yassin
Deltager
Hvilke sportsgrene har du prøvet?
Fægtning og fitness.
Var det sjovt?
Ja, især fitness var sjovt.
Var det svært?
Fægtning var ok og ikke svært, for jeg går nemlig i
fægteklub i forvejen. Fitness var heller ikke svært, selvom jeg
ikke har prøvet det før.
Var det noget du godt kunne tænke dig at gå til?
Ja, for det var sjovt at prøve alle de forskellige
maskiner. Romaskinen var dog sjovest.
Hvordan hørte du om arrangementet?
Gennem fægteklubben, som jeg går i til
hverdag.
